Henrik Ibsens skrifter

Idag kommer jeg til Dem, som en slags ​supplikant. Dog ikke direkte på egne vegne.

Sagen angår nærmest en ung ​landsmandinde af mig, pianistinden frøken Hildur Andersen, som De vel kender af navn, og som har modtaget ​en opfordring til i begyndelsen af Marts at komme til København for at medvirke ved en Palækoncert. Hun er elev af Leschetizky og har jo som kunstnerinde et meget godt navn her i landet, men nærer en viss ikke ganske uforklarlig skræk for København, hvor hun ikke hidtil har optrådt.

Selvfølgelig er det ikke min mening at ville forsøge på at øve nogen som helst indvirkning på den eventuelle musikkritik i ​Deres blad, men kun at bede om at hun ​må blive mødt med velvilje. Hun står mig personlig nær, er mig en god, klog og trofast veninde, og jeg føler mig i stor taknemmelighedsgæld til ​hendes familie, i hvis hus jeg boede under mine første ungdomsår i Bergen. Derfor sender jeg Dem disse linjer.

Og så kan jeg ikke undlade at benytte lejligheden til hjerteligst at takke ​Dem som den, der først bragte på bane tanken om en samlet udgave af mine bøger. Det viser sig at være et for mig særdeles tilfredsstillende foretagende.